Stærke fællesskaber i fokus: Ommersyssel IF får støtte til ungdommen
Hos Sparekassen Danmark Fonden Gjerlev-Enslev tror vi på, at lokale fællesskaber styrker både den enkelte og det brede samfund. Derfor har vi haft fornøjelsen af at besøge Ommersyssel IF og overbringe ikke blot én, men to donationer, der skal understøtte klubbens stærke fællesskab – både på og uden for banen.
Fodbold skaber fællesskaber
I efteråret drager både pige- og drengehold fra Ommersyssel IF på udlandstur til Verona Cup i Italien. Med fondens støtte bliver det muligt for alle unge spillere at tage del i denne oplevelse, der gennem årene har vist sig at være en vigtig kilde til sammenhold og glæde. Udflugten skaber nye venskaber på tværs af holdene og bidrager til, at de unge bliver i klubben og fastholder deres engagement i det lokale foreningsliv.

Donationen er øremærket til leje af bus, hvilket holder deltagerprisen nede og sikrer, at ingen bliver udeladt på grund af økonomi. Derudover har ungdomsafdelingen modtaget nye spillersæt, så de unge kan føle sig som en del af et stærkt og synligt fællesskab, når de repræsenterer klubben.

Vi ønsker god tur
Glen Engdal Sinclair og Thomas Uhrenholt fra fondens bestyrelse havde glæden af at overrække donationerne til klubbens ledelse og spillere. Fællesskab og lokalt engagement er fundamentet for vores arbejde – og vi håber at bidrage til stærke oplevelser og varige bånd i Ommersyssel IF.
💚 Lokale penge, der gør gavn

